For en forandring: Fair Rubber Association løfter lokalsamfund ud af fattigdom.
Forfatter: Travis Engel
Velkommen til endnu en del af Radavists For a Change artikler, hvor vi fremhæver cykelbrands, der gør en forskel for planeten og de mennesker, der bor på den. Schwalbe er et af disse brands – derfor sponsorerer de denne serie af historier. Schwalbe er det første cykeldækmærke der benytter fairtrade-gummi. Travis dykker ned i deres samarbejde med Fair Rubber Association og tilføjer lidt historie, geopolitik og botanik for en god ordens skyld.
Cyklen kan virke som et ”post-naturligt” objekt – som om hvert molekyle er blevet forarbejdet, spaltet og sat sammen igen til noget fuldstændig menneskeskabt. Men der er mindst ét materiale, vi endnu ikke kan syntetisere perfekt på molekylært niveau: naturgummi. Dæk og slanger fungerer simpelthen bedre, når de er lavet af naturgummi. De polymerer, der gør gummi elastisk og formbart, er længere, stærkere og mere fleksible, når de kommer fra ægte latex tappet fra levende træer. Og disse træer har en fascinerende historie.
Kernen i gummifremstilling er latex. I naturen hjælper latex visse planter – herunder mælkebøtter, julestjerner og andre arter – med at forsvare sig mod parasitter. Men den mest almindelige industrielle kilde er paragummitræet. Dets videnskabelige navn er Hevea brasiliensis, fordi det oprindeligt kun fandtes i og omkring Brasilien. Dets saft blev brugt i århundreder af mesoamerikanske folk til mange formål, men først efter 1839 blev det en eftertragtet global handelsvare. Det var nemlig dengang, den ihærdige opfinder Charles Goodyear udviklede vulkaniseringsprocessen, som gjorde gummi stabilt og holdbart nok til at kunne bruges i cykeldæk og senere i bildæk.
Det, der fulgte, var et kapløb om at industrialisere latexhøsten i Amazonas. Kapløbet var præget af enorme miljømæssige udfordringer, udbredt udnyttelse af arbejdere og flere mislykkede forsøg på at tæmme junglen. En jernbane til Manaus – byen i hjertet af den tidlige gummihandel – blev til sidst opslugt af naturen. Senere gik Henry Fords store plantageprojekt ”Fordlândia” til grunde på grund af bladpest og dårlig ledelse. Storstilet kommerciel høst i Sydamerika begyndte at aftage i begyndelsen af det 20. århundrede. Næsten samtidig opstod – og kollapsede – endnu en gummibølge i Congo, denne gang endnu mere brutal og kortlivet.
I dag høstes det meste naturgummi i Syd- og Sydøstasien. Denne udvikling begyndte, da en britisk opdagelsesrejsende i gummiboomens tid smuglede tusindvis af frø ud af Brasilien. Det var midt i kolonitiden, og Storbritannien etablerede hurtigt gummiplantager i Singapore og Malaysia, hvor klimaet og den billige arbejdskraft passede perfekt til formålet. Den arbejdskraft er stadig billig – og udnyttelsen er stadig udbredt. Og det bringer os til forandringen i For a Change-serien.
Fair Rubber Association (FRA) blev grundlagt i 2012 for at hjælpe med at vende disse tendenser. Den fungerer på samme måde som fairtrade-ordninger for kaffe eller kakao. Ud over at støtte sociale og miljømæssige initiativer i produktionsområderne forpligter fairtrade-producenter sig til at betale en merpris for råvarerne. I FRA’s tilfælde betaler medlemsmærker 0,50 € ekstra for hvert kilo tørt gummiindhold (DRC) – det faste materiale, der udvindes fra den flydende latex, gummitræerne producerer.
De fleste af FRA’s partnere producerer mindre gummivarer som bademåtter og handsker. Det er små aktører sammenlignet med verdens største forbrugere af naturgummi: bildækproducenterne. Selvom et gennemsnitligt bildæk indeholder meget syntetisk gummi, bruges over 70 % af verdens naturgummi stadig til bildæk. Alligevel er der ingen bildækmærker i FRA – men der er to cykeldækproducenter: Schwalbe og Vittoria. Og den første – og klart største – er Schwalbe.
Du har sikkert allerede hørt om Schwalbes dæk- og slangegenbrug. Vi har dækket det, ligesom mange andre medier. Og med rette. At lave nye dæk ud af gamle er imponerende, selv i bilindustrien, hvor teknologien oprindelig blev udviklet. At kunne gøre det med et 100 grams slange eller et 500 grams dæk er nærmest et mirakel. For cyklister er det et konkret, håndgribeligt mirakel. Cykelbutikker kasserer hver dag dæk og slanger i spandvis, så genbrug af gummi føles som en nyhed, der betyder noget. En gummiplantage på den anden side af kloden, der får en halv euro ekstra pr. kilo, virker måske mindre interessant – men netop derfor er historien værd at fortælle. Genbrugsgummi kan i dag kun udgøre en del af materialet i et nyt dæk eller en slange, og det samme gælder syntetisk gummi. Naturgummi er stadig uundværligt – og Fair Rubber Association har skabt mirakler, der fortjener opmærksomhed.
FRA’s bestyrelse består af repræsentanter for landmænd, producenter og NGO’er. Landmændene forstår forholdene på jorden, NGO’er bidrager med ekspertise inden for miljø og menneskerettigheder, og producenterne giver input om, hvordan beslutninger kan fungere i praksis og skabe langsigtet bæredygtighed. En af disse producentrepræsentanter er Felix Jahn, Schwalbes chef for CSR (virksomhedens sociale ansvar).
Jahn fører tilsyn med Schwalbes mange bæredygtighedsinitiativer – fra høst og produktion til genbrug, filantropi og medarbejdervelfærd. Men han bliver særligt engageret, når talen falder på Schwalbes rolle i FRA. Da vi talte med ham, var han netop på vej til Indonesien – et land, han tydeligvis kender og holder meget af. ”Problemet for naturgummiproducenterne er grundlæggende, at de ikke kan leve af det, de producerer, fordi markedspriserne er så lave,” fortæller Jahn. ”Og der er en enorm mangel på gennemsigtighed. Det fører selvfølgelig til en lang række problemer – fra børnearbejde til miljøskadelige metoder.”
Problemet er altså ikke blot et levn fra fortiden, men også et symptom på nutidens marked. ”I Indonesien i dag kommer omkring 90 % af gummiet fra småbønder, de fleste med under to hektar jord,” forklarer Jahn. ”Det giver dem meget lidt forhandlingsstyrke, og en stor del af værdien opsluges af mellemhandlere eller forarbejdningsvirksomheder.” De 0,50 € pr. kilo blev derfor fastsat som et beløb, der kan hjælpe en landmand gennem en lavkonjunktur. Ifølge Jahn svarer det, afhængigt af region og årstid, til 50–100 % ekstra i månedsløn. Og som med al fairtrade handler det ikke kun om højere løn.
Pengene fordeles via Fair Rubber Association til konti, der ejes af de deltagende producenter. FRA fastlægger blot, at de skal bruges til at forbedre leve- og arbejdsvilkår. Producenterne beslutter selv, hvordan det gøres bedst – gennem lønstigninger, fællesskabsprojekter eller bedre dyrkningsmetoder. Ifølge FRA skal ”plantagepartnere have et fælles organ bestående af valgte arbejderrepræsentanter og ledelsesdelegerede, som i fællesskab beslutter, hvordan fairtrade-præmierne bruges.” For småbønder er det typisk foreningens bestyrelse, der træffer beslutningen.
Denne model giver ejerskab og engagement. ”For eksempel,” siger Jahn, ”mødes landmændene i Java-kooperativet regelmæssigt for at diskutere lokalsamfundets prioriteter. En gruppe valgte at investere i genplantning og afgrødediversificering, en anden prioriterede en vandforsyning. Denne deltagelsesmodel ændrer dem fra pristagere til beslutningstagere.”
Effektiviteten styrkes af rådgivning direkte til landmændene. Fair Rubber Association har for nylig indgået et samarbejde med det indonesiske gummiforskningsinstitut (IRRI) om at etablere avancerede skovlandbrugssystemer i Java-kooperativet. ”Ideen er at skabe gummiplantager, der balancerer produktivitet og biodiversitet – højere udbytte for landmændene, men med minimal økologisk belastning.” Jahn er især stolt af resultaterne på Java. ”Det viser, hvordan småbønder kan øge deres indkomst på en virkelig bæredygtig måde – skabe flere indtægtskilder, blive mere uafhængige og bevare biodiversiteten. Gummi kan være et utroligt bæredygtigt materiale, hvis det høstes ansvarligt, og dette projekt beviser, at det kan lade sig gøre.”
Midlerne kan naturligvis også bruges på helt andre ting. Nogle lokalsamfund har brugt dem til at grave brønde, renovere skoler eller bygge fællesområder og kirker. En gummigård i Sri Lanka brugte endda sine Fair Rubber-præmier til at købe festudstyr – som lydanlæg og køkkenudstyr – der kan lejes billigt ud til bryllupper, begravelser og andre begivenheder. ”Disse projekter kan virke små, men deres effekt er enorm,” siger Jahn. ”Den ekstra, mere stabile indkomst gør det muligt for familier at sende deres børn i skole og investere i fremtiden. Det kan bryde fattigdomscyklussen på én generation.”
At koordinere alt dette kræver omhyggeligt samarbejde mellem mange parter med forskellige behov. Logistisk set er det et tungt løft – men kommercielt set er det faktisk ret rimeligt. Schwalbes dæk er ikke nødvendigvis dyrere end andre high-end mærker. En version af deres Nobby Nic-dæk koster omkring 102 USD, mens et tilsvarende Maxxis Assegai koster 108. Det betyder ikke, at hvert gram gummi i Schwalbes dæk er fairtrade (nogle dele er endda genbrugsgummi) – men Schwalbes engagement i etisk indkøb har ikke gjort dem til ”Erewhon Smoothie”-mærket blandt dækproducenter. Det krævede blot en vilje til at gøre noget godt. Som en privat familieejet virksomhed har Schwalbe friheden til netop det. De er ikke bundet af aktionærers krav om hurtig profit. Og på kort sigt øger fairtrade-gummi ikke fortjenesten. Det gør genbrug heller ikke. Men som Jahn siger:
”Vi tænker ikke i kvartaler. Vi tænker i generationer.”
Det er et iørefaldende citat – og det indfanger Schwalbes hele ånd. Samtidig vokser Fair Rubber Association med imponerende hast. Siden starten i 2012 med omkring 230 landmænd har de nu næsten 4.000. Flere landmænd betyder mere fair gummi og dermed mere retfærdig betaling. Siden Schwalbe blev medlem i 2021, har de alene bidraget med over en million euro i præmier. Det har gjort folk sundere, deres gårde mere bæredygtige og deres lokalsamfund stærkere – på en måde, der giver netop det generationsafkast, Jahn taler om.
”Klokken 11 ser man ingen børn i landsbyerne,” siger han. ”For de er i skole.”
Kilde: the radavist